Sorry Vegans: Her er hvordan kødspisning gjorde os menneskelige

Videnskaben er ligeglad med din politik. Tror du, at den globale opvarmning er en skrøne, eller at vacciner er farlige? Det er ligegyldigt, du tager fejl.

Det samme gælder for veganisme. Veganere har fuldstændig ret, når de siger, at en plantebaseret kost kan være sund, varieret og overordentlig tilfredsstillende, og at den – ikke for ingenting – skåner dyrene for de serielle pinsler, det er at være en del af menneskets fødekæde. Alt er godt indtil videre.

Men der er veganisme, og så er der veganisme – den store, ideologiske veganisme, den slags, der går ud over kost og livsstilsvisdom til en slags kontrafaktisk korstog. For denne skare er det blevet en trosartikel, at ikke alene er kødspisning dårligt for mennesker, men at det altid har været dårligt for mennesker – at det aldrig har været meningen, at vi skulle spise animalske produkter overhovedet, og at vores tænder, ansigtsstruktur og fordøjelsessystem er beviset på det.

Det kan man se i Nine Reasons Your Canine Teeth Don’t Make You a Meat-Eater; i PETA’s Yes, It’s True: Humans Aren’t Meant to Eat Meat; i Shattering the Myth: Humans Are Natural Vegetarians. (Google “humans aren’t supposed to eat meat”, og se selv.)

Men desværre, det er bare ikke sandt. Som det fremgår af en ny undersøgelse i Nature, var det ikke kun naturligt for mennesker at forarbejde og spise kød, det er helt muligt, at vi uden en tidlig kost, der omfattede store mængder animalsk protein, slet ikke ville være blevet mennesker – i hvert fald ikke de moderne, verbale og intelligente mennesker, vi er.

Det er omkring 2,6 millioner år siden, at kød først blev en væsentlig del af den før-menneskelige kost, og hvis Australopithecus havde haft en pande at slå sig på, ville den helt sikkert have gjort det. Det var nemt at være planteæder – frugter og grøntsager løber trods alt ikke væk. Men de er heller ikke særlig kalorieholdige. Et bedre alternativ var såkaldte underjordiske opbevaringsorganer (USO’er) – rodfrugter som rødbeder, yams og kartofler. De har en større ernæringsmæssig effekt, men de er ikke særlig velsmagende – i hvert fald ikke rå – og de er meget svære at tygge. Ifølge Harvard Universitys evolutionsbiologer Katherine Zink og Daniel Lieberman, forfatterne til Nature-artiklen, skulle urmennesker, der spiste nok rodfødevarer til at holde sig i live, have været nødt til at gennemgå op til 15 millioner “tyggecyklusser” om året.

Det er her, kødet trådte til – og løb og skyndte sig ind for at redde dagen. Bytte, der er blevet dræbt og derefter tilberedt enten ved at blive skåret i skiver, banket eller flækket, giver et meget mere kalorierigt måltid med meget mindre tyggearbejde end rodføde, hvilket øger næringsniveauet generelt. (Madlavning, som ville have gjort det endnu nemmere, kom ikke på mode før for 500.000 år siden.)

For at afgøre, hvor meget arbejde primitive mennesker sparede ved at spise en kost, der indeholdt forarbejdet animalsk protein, rekrutterede Zink og Lieberman 24 decideret moderne mennesker og fodrede dem med prøver af tre slags OSU’er (juveljams, gulerødder og rødbeder) og en slags kød (ged, rå, men screenet for at sikre fraværet af patogener). Ved hjælp af elektromyografiske sensorer målte de derefter, hvor meget energi musklerne i hovedet og kæben skulle bruge for at tygge og sluge prøverne enten hele eller tilberedt på en af de tre gamle måder.

I gennemsnit fandt de, at det krævede fra 39 % til 46 % mindre kraft at tygge og sluge forarbejdet kød end forarbejdet rodfrugt. Skæring i skiver fungerede bedst for kød, hvilket ikke blot gjorde det særligt let at tygge, men også reducerede størrelsen af de enkelte partikler i enhver synke, hvilket gjorde dem mere fordøjelige. For OSU’er var det bedst at knuse dem – en dejlig kendsgerning, som en dag ville føre til kartoffelmos. Samlet set konkluderede Zink og Lieberman, at en kost, der bestod af en tredjedel animalsk protein og to tredjedele OSU’er, ville have sparet de tidlige mennesker for omkring to millioner tyggeture om året – en reduktion på 13 % – hvilket betød en tilsvarende besparelse i tid og kalorieforbrænding bare for at få aftensmaden ned.

Det var vigtigt af grunde, der gik ud over blot at give vores gamle forfædre et par ekstra fritimer i deres dage. En hjerne er et meget næringskrævende organ, og hvis du vil have en stor hjerne, vil det at spise i det mindste lidt kød give dig langt flere kalorier med langt mindre anstrengelse, end en kødfri menu vil gøre. Desuden kræver animalsk muskelmasse, der spises direkte fra slagtekroppen, en masse rivning og flåning – hvilket kræver store, skarpe tænder og et kraftigt bid – men da vi først lærte at forarbejde vores kød, kunne vi slippe for noget af det og udvikle mindre tænder og en mindre udtalt og muskuløs kæbe. Dette kan til gengæld have ført til andre ændringer i kraniet og nakken, hvilket kan have begunstiget en større hjerne, bedre termoregulering og mere avancerede taleorganer.

“Uanset hvilket selektionspres, der har befordret disse skift”, skriver forskerne, “ville de ikke have været mulige uden et øget kødforbrug kombineret med teknologi til forarbejdning af fødevarer.”

Ingen af dette betyder naturligvis, at øget kødforbrug – eller noget kødforbrug overhovedet – er nødvendigt for protomenneskenes efterkommere i det 21. århundrede. De moderne fornøjelser ved en grillet bøf eller en BLT kan meget vel blive overtrumfet af de sundhedsmæssige og miljømæssige fordele ved at blive veganer – og hvis dyrene fik en stemme, ville de helt sikkert være enige. Men at sige nej til kød i dag betyder ikke, at dine gener og din historie ikke fortsat giver det et højt og medrivende ja.

Få vores nyhedsbrev om rummet. Tilmeld dig for at modtage ugens nyheder i rummet.

Tak!

For din sikkerheds skyld har vi sendt en bekræftelsesmail til den adresse, du har angivet. Klik på linket for at bekræfte din tilmelding og begynde at modtage vores nyhedsbreve. Hvis du ikke får bekræftelsen inden for 10 minutter, skal du tjekke din spam-mappe.

Skriv til Jeffrey Kluger på [email protected]