Alan Watts’ dovne mysticisme

Men hvad har Watts egentlig at sige? Hvad er Hvad, Watts?

Lige de andre ‘mystiske udlændinge’ var Watts en profet for den evige filosofi og idéen om, at vi kan – og endda bør – søge vores åndelige tilfredsstillelse uden for traditionelle religiøse forpligtelser og fællesskaber. Han sagde om sig selv: “Siden jeg var 42 år gammel, har jeg været en freelance, en rullende sten og en shaman, til forskel fra en apostolisk succesfuld præst”. Han prædikede “usikkerhedens visdom” – ikke at holde fast ved en bestemt religion. Ligesom de andre udlændinge var han en nomade-profet for vores hjemløse tidsalder. Ligesom dem prædikede han kroppens visdom, seksualitetens spiritualitet, psykedeliske stoffers gyldighed som en åndelig teknik, den asiatiske visdoms overlegenhed i forhold til kristendommen og muligheden for at undslippe historien ved at fokusere på “det evige nu”.

Men hans hovedbudskab, som han gentog igen og igen gennem hele sin karriere, var, at der ikke findes noget separat selv, at der kun er DET, Tao, Brahman, og at du uundgåeligt er en del af det, så slap af og giv slip, i stedet for at forsøge at trække dig selv op i dine spirituelle støvlesko. Overanstrengt spirituel praksis vil faktisk blot styrke dit ego. Du er allerede perfekt, du er allerede oplyst, du behøver ikke at gøre eller ændre noget. Der findes ikke noget ‘du’, kun DET.

Han gav udtryk for dette radikale zen-synspunkt, da han mødte Huxley, Heard og Isherwood i selskab med deres guru, Swami Prabhavananda:

“Men det er jo latterligt,” indvendte Swamien. ‘Det svarer til at sige, at en almindelig uvidende og vildledt person er lige så god, eller lige så realiseret, som en avanceret yogi’. ‘Præcis,’ sagde jeg. ‘Og hvilken avanceret yogi ville benægte det? Ser han ikke Brahman overalt og i alle mennesker, alle væsener?” “Du siger,” sagde Swamien, “at du selv, eller bare en hvilken som helst anden person, kan indse, at du er Brahman, lige som du er, uden nogen som helst åndelig anstrengelse eller disciplin! ‘Netop sådan. Når alt kommer til alt, er ens egen ikke-realisering på sin side også Brahman. Ifølge din egen doktrin, hvad er der så ellers, hvad er så ellers virkeligt andet end Brahman?’

Swamien svarede, at hvis Watts virkelig var oplyst, ville han ikke føle nogen lidelse, ikke engang et snuptag. Watts, der modstod trangen til at knibe Swamien, blev tavs. Men dette forblev hans centrale idé, og den fik stor indflydelse på Jack Kerouacs og andres “beat-zen” og derefter på 1960’ernes antinomiske blomsterbørn. Gå med det, følg loven i din natur, vær tro mod den du er, du er smuk.

Hvad er værdien af denne idé?

Det er rigtigt, at buddhismen, og især zenbuddhismen, lærer, at vi er perfekte, som vi er, vi har blot glemt vores sande natur. Vi finder denne glædelige lære i mange mystiske traditioner – hos Platon, hos Thomas Traherne, hos Rumi. Man finder den ofte udtrykt gennem metaforen om en prins eller arving, der glemmer sin naturlige arv og går ud og tigger for småpenge uden for sit palads, som i Zen-sangen af Hakuin:

Fra begyndelsen er alle væsener Buddha.

Lige vand og is, uden vand ingen is, udenfor os ingen Buddhaer.

Hvor tæt på sandheden, og dog hvor langt vi søger.

Lige en i vand, der råber: “Jeg tørster!”

Lige sønnen af en rig mand, der vandrer fattig på denne jord, kredser vi uendeligt rundt i de seks verdener…

Nirvana er åbenlyst vist for vores øjne.

Denne jord, hvor vi står, er det rene lotusland!

Og netop denne krop, Buddhas krop.

Intuitionen om, at vi har en uforgængelig og uvurderlig juvel af kærlig visdom i os, som også er universets natur, kan være utrolig inspirerende og helbredende, især hvis vi er tilbøjelige til at have et ængsteligt lavt selvværd. Det er netop det, jeg følte under og efter min nærdødsoplevelse – jeg vågnede op fra et mareridt om mit ego’s brud og råddenskab og indså, hvor velsignede vi alle naturligt er. Jeg følte en utrolig lethed og glæde ved tilværelsen. Jeg gentog et mantra for mig selv: “Intet at ændre, intet at forbedre, ingen at imponere, intet at vinde, intet at tabe, intet at gå til” osv. Jeg hvilede bare i den indre have.

Det er imidlertid vanskeligt at forblive i denne erkendelse, uden øvelse. I mit eget tilfælde varede det åndelige højdepunkt et par uger, hvorefter de gamle neurotiske vaner kom tilbage med voldsom styrke. Jeg indså, at jeg var nødt til at øve mig, systematisk, for at udrense de gamle vaner og lade mit hjerte åbne sig. Det var derfor jeg begyndte at beskæftige mig med CBT, gammel græsk filosofi og buddhisme.